På erhvervsgrunduddannelse (egu) er du i praktik i en virksomhed det meste af tiden og lærer at indgå i dagligdagen på en almindelig arbejdsplads. Du kan fx komme i praktik som mekaniker, maler eller serviceassistent.

Egu veksler mellem virksomhedspraktik og skoleforløb, hvor du får undervisning, der er relevant for din praktik.

Du får også undervisning i dansk, matematik og PASE (privatøkonomi, arbejdspladslære, samarbejdslære, erhvervslære).

Derudover kan du kombinere dit uddannelsesspor med elementer fra andre ungdomsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser eller ophold på en højskole.

Inden du starter i praktik, bliver der lavet en praktikaftale mellem dig og virksomheden. I praktikaftalen står der, hvad målene med virksomhedspraktikken er, og hvilke arbejdsområder du skal varetage under praktikken. Det er et krav, at praktikken skal bidrage til at opfylde de mål, der er i din uddannelsesplan.

På egu bliver du kvalificeret til efterfølgende at fortsætte som ufaglært i et job inden for et af de områder, du har arbejdet med eller fortsætte på en erhvervsuddannelse.

Prøver og beviser

På egu kan du afslutte dit faglige tema med en prøve på fgu 3-niveau. Prøven bedømmes bestået/ikke bestået.

Hvis du har fulgt fagene dansk og matematik samt eventuelt et ekstra fag, på enten g-, e- eller d-niveau, så skal du til afsluttende prøve. Prøverne bedømmes med en karakter efter 7-trins-skalaen.

Hvis du gennemfører et forløb på minimum 12 uger på tilfredsstillende vis, får du et kompetencebevis. Beviset dokumenterer de faglige kompetencer, du har opnået og evt. også personlige og sociale kompetencer.

Hvis du afslutter egu på fgu 3-niveau, får du et uddannelsesbevis, som dokumenterer de kompetencer, du har opnået.