Portfolioprøve
Hvad er en portfolio?
En portfolio er en samling af tekster, noter, billeder, links, videoer, opgaver osv., der er lagt sammen i en fysisk eller digital mappe.
Der er to former for portfolio: Arbejdsportfolio og præsentationsportfolio.
Arbejdsportfolio
Din arbejdsportfolio er alt det, du har samlet i løbet af året. Det kan være:
Tekster og noter:
- Tekster, artikler, billeder, links, videoer og dine noter
- Emner, temaer, eksempler, som du har arbejdet med i timerne og analyseret
- Dine lektier
- Noter fra oplæg og timer
Øvelser, opgaver og projekter:
- Besvarelser af opgaver og øvelser sammen med de teorier eller tekster, der passer til
- Mindmaps over emner og temaer
- Dine undersøgelser med en beskrivelse af, hvordan du har arbejdet
- Dine produkter, fotos, videoer osv.
- Dine tanker og refleksioner over teori og praksis
Materialer du selv har fundet:
- Dine egne stikord til artikler, tekster, billeder, fotos, videoer osv., som du selv har fundet til din portfolio
- Brochurer og programmer fra ture ud af huset
- Noter fra besøg på virksomheder, kommuner, foreninger osv.
- Dine egne idéer eller spørgsmål
- Produkter, som du har lavet i fritiden eller på en tidligere uddannelse
Evaluering:
- Din evaluering af undervisningen
- Dine tanker og refleksioner over dit eget arbejde med faget
Præsentationsportfolio
Din præsentationsportfolio er det materiale, du udvælger fra din arbejdsportfolio, som du vil vise frem til prøven. Det er noget af det, der bedst viser din udvikling og indsats, noget du selv har lavet. Det kan være dine noter til teori, billeder, opgaver, videoer, de ting, du har lavet på værkstederne osv.
Formålet med en portfolio
- Du får med en portfolio overblik over, hvad du har lært, og hvordan du lærer bedst.
- Du kan let forklare, hvad du har lært med en portfolio.
- Det er et krav i de fleste fag, at du laver en portfolio.
Din portfolio skal du bruge, når du skal op til prøven på G-, E- eller D-niveau.
Formålet med portfolioen er, at du selv skal sortere, strukturere, planlægge og evaluere dit arbejde i faget.
Derfor er det en god idé at få lavet en portfolio til hvert fag, der giver et godt overblik fra starten af din uddannelse.
Hvad er en god portfolio?
En god portfolio er en samling af dit arbejde i faget, som viser dine præstationer og kompetencer i fagets emner. Portfolioen skal vise, hvad du har gjort, vist og tænkt.
Med en portfolio skal du kunne svare på:
- Hvad har jeg lært?
- Hvad var mit mål?
- Hvordan har jeg arbejdet?
- Hvordan hænger mit arbejde sammen med mine mål?
- Hvad var godt?
- Og hvad kan jeg gøre bedre?
Den gode portfolio viser:
- At du har orden i dine ting
- At du selv har valgt indholdet
- At du har tænkt og reflekteret over emnerne til faget
Ekstra tip: Google Drev til portfolio
Google Drev egner sig godt til at lave en portfolio. Her kan du samle dine filer (tekst, fotos, figurer, video, lyd) i mapper og undermapper.
Hvis du vil bruge Google Drev til at lave en arbejdsportfolio, giver det også gode muligheder, når du skal lave din præsentationsportfolio, som du fx kan lave i Google Slides.
Se mulighederne for Google Drev her.
Har du spørgsmål?
Din vejleder kan hjælpe dig hvis du har brug for hjælp.